Et liv med død

Sygeplejersken, køkkenlederen og harpeterapeuten

En fortælling i ord, lyd og billeder.

Hør fortællingen som lydavis. Klik på ovenstående link.

 Af Jonas Erboe 

Det minder om en helt almindelig etværelseslejlighed. Entre, badeværelse på højre hånd, stue med sofa og seng. Alt sammen på stueplan ville den nye Hammerslag-vært sige.

Christian Degn hedder han.

Det røde Pink Lady æble lyser op på det grå bord. Omkring står pilleglas i flertal. Under bordet ligger Se & Hør.

Denne uges og ugen forinden.

 

Beboeren har været her et stykke tid.

På forsiden smiler fodboldspilleren Niklas Bendtner, mens musikeren Thomas Helmig står arm i arm med en kvinde. Det virker pludselig ligegyldigt. Bendtners manglende spilletid, Helmigs kærestesorger og mine betændelsesproblemer i foden. Jeg er på penicillin.

Beboeren lægger sig i sengen.

Først en enkel, senere to puder bag nakken. Leder efter fjernbetjeningen til sengen. Hun famler rundt – sneblind blandt albinoer. Trine finder den. Hun er harpeterapeut.

Faktisk den eneste i landet med den titel.

 

Hun begynder at spille.

Fingrene knipser forsigtigt hen over harpen. Den enkelte lethed minder mig om en afsluttende scene fra DR-serien 1864. En scene, hvor seeren med et poetisk tracking shot følger hovedpersonens søn luftløbende gennem kornmarkerne.

Trine lukker øjnene. Det samme gør beboeren.

Tonerne fylder rummet.

harpe 1

pusle

trine 2

Harpe som terapi, tænkte jeg inden. Men nu ser jeg det. Det nøgne klaver, hvis vertikale strenge skaber struktur i den bløde og rundhåndede form.

Jeg synes, det ligner et hjerte.

Hun holder også harpen sådan. Med kærlighed. Som en mor holder sit nyfødte barn. Hun retter ryggen i stolen, men harpen er stadig et hoved højere. Med hagen let løftet kigger hun enkelte gange op til den, som var barnet vokset fra spæd til teenager på få minutter.

Fingrene knipser videre.

På en gang skrøbeligt og storladent. Lykkeligt og forfærdeligt.

 

Jeg er på Hospice Sjælland i Roskilde.

Lejlighedens beliggenhed er ringe, ville den nye Hammerslag-vært sige.

Christian Degn hedder han.

Beboeren på værelset er døende. Som alle beboere fordelt på de 16 værelser.

På Hospice Sjælland arbejder de med døden.

Dagligt.

Sygeplejersken, køkkenlederen og harpeterapeuten. De lindrer smerte, knytter bånd og siger farvel. De oplever at være et andet menneskes sidste lyd, sidste samtale, sidste smag. De oplever at være et andet menneskes sidste erindring.

På Hospice Sjælland arbejder de med døden.

Det betyder, at de skal rumme døden som en naturlig del af livet. De skal skelne mellem at være privat og professionel for ikke at være mentalt på arbejde i 24 timer.

Man kan smide et budget på kontorbordet. Lade det ligge og kigge på det i morgen.

Beboeren på stue 12 bliver ikke liggende.

 

På Hospice Sjælland arbejder sygeplejersken, køkkenlederen og harpeterapeuten.

Et liv fyldt med død.

 

Men hvordan er det?

”Hvis jeg ikke kunne gøre en forskel, ville det være vildt hårdt. Men når man kan gøre en forskel, så bliver det vendt til det modsatte. Det er en stor lykke,” siger Trine Opsahl.

Harpeterapeuten.

Sammen med sygeplejerske Karin Steenberg Nielsen og køkkenleder Irene Herbo er hun en del af det tværfaglige team, der arbejder på Hospice Sjælland. Et tværfagligt team, der kombinerer hver faggruppes spidskompetencer for at gøre den sidste tid værd at leve – selvom beboerne kun har kort tid igen.

Lykkefølelsen, som Trine beskriver, deler de alle. Selvfølgelig er der hårde dage. Dage, hvor arbejdet er surt. Men følelsen af at kunne hjælpe andre – dét er drivkraften bag deres arbejde.

Det fortæller Karin.

Sygeplejersken. Hende i den hvide kittel.

Hun har arbejdet fra 07 til 15. Og senere skal hun på den igen. Nattevagt. Det bliver en arbejdsdag på 14 timer. 14 timer sammen med døden.

Karin står for den lindrende behandling af beboerne. For de mange samtaler med de døende selv og de pårørende.

Det kan være svært.

For hvordan snakker man om døden, hvis beboeren eller de pårørende endnu ikke er klar?

Karin kan skræmme ethvert middagsselskab med sin snak om døden. Hun tænker nogle gange, at hun er lidt anderledes oven i hovedet. Men for hende er døden noget af det mest naturlige.

”Er du klar over, hvordan de snakker om det?” spurgte hendes børns skolelærer en dag efter morfarens død.

”Ja,” svarede Karin. ”Åbent.”

Det er jo det eneste, vi kan være sikre på her i livet. At vi skal dø. Derfor kan vi snakke åbent om den. Døden er omdrejningspunktet for hendes arbejde. Men for hende er det ikke psykisk hårdt at gå på arbejde og vide, at beboeren, hun har passet, kan dø i aften. Det er livsbekræftende.

 

Irene nikker.

Køkkenlederen. Hende i den grønne t-shirt.

Hun har, som Karin, arbejdet her siden Hospice Sjælland slog dørene op i 2006.

Irene står, sammen med sine køkkenassistenter, for maden. For hende gælder det om at give beboerne flere og nye smagsoplevelser, så det ikke går op i yoghurt og havregrød.

” Jeg tror faktisk, jeg har….”

Hun leder lidt på skrivebordet. Brillerne får et ekstra tryk mod næsen.

”Der var de,” siger hun.

Hun hiver to sedler frem. Den ene skrevet på A4, den anden på en gul post-it. Hun kigger på den første. Den på A4 papiret.

Læser højt.

”Efter ikke at have spist i flere år, lever jeg nu for at spise. Tæller timer til næste måltid.” Det er Ruth, der har skrevet det.

Hun lægger den igen. Tager den gule post-it.

Læser.

”Tusind tak Irene. Det var uovertruffen. Knus Eric”

Det er beskeder som disse, der gør Irene stolt af sit arbejde. Stolt af at lave god mad.

tekst 1

tekst 2

”Har du en sød tand?” spørger hun.

Jeg nikker. Tørrer lidt mundvand af underlæben.

”Hverdagens mad skal være en lille fest, for du ved ikke, om det er det sidste,” fortsætter hun, inden hun skærer et stykke af den islandske lagkage, hun har bagt til beboerne. Sprød marengs, saftig kokos, sød chokolade, luftig flødeskum. Smager af meget. Smager godt. Smager som chokoladebaren Bounty.

Irene bruger i omegnen af 15 liter fløde om ugen.

Der skal ikke spares, og der er ingen grund til at spise beboerne af med fuldkornspasta og salat, hvis det ikke er det, de elsker. Hvis de vil have pinocchiokugler og grøn sodavand, så får de det.

Hun laver små portioner. Portioner, der ikke ville mætte en voksen mand. Men det skal de heller ikke. Det handler ikke om mængden, men..

”Nu kan jeg smage det,” sagde en beboer forleden.

Maden.

”Alt andet har smagt, som slikkede jeg på min gamle folkevogn. Det smagte af metal. Men nu kan jeg smage.”

Irene fortæller historien med et smil på læben. I øjnene. For hende er maden livsnydelse. Det er minder og øjeblikke, der for en stund bliver genskabt. Og det er hendes job. At sørge for at de sidste fem minutter beboeren har tilbage, bliver så behagelige som muligt.

Om det er gennem en isterning med kaffe, en teskefuld øl eller et bid af den islandske lagkage. Så handler det om den sidste smag.

Af mad og af liv.

 

Er jeg småtosset?

Det tænker hun nogen gange, Karin.

Sygeplejersken.

Hvorfor går jeg ikke ned? Hvorfor græder jeg ikke i hjørnet hver eneste dag, jeg kommer hjem fra arbejde?

Hvordan kan jeg distancere mig fra den lille pige, der kigger søgende på mindestavlen efter billedet af sin mor? Det kunne være min søn, der kiggede efter mig, tænker hun.

Hun svarer på sit eget spørgsmål.

”Fordi det er et vilkår. Man bliver nødt til at forholde sig til det og distancere sig fra det. Men jeg finder trøst i, at jeg kan gøre noget. Jeg kan gøre en forskel,” siger hun.

Irene har det på samme måde.

Hun beskriver sit hjælpergen. Et hjælpergen, der gør hende god til jobbet på et hospice. Men også et hjælpergen, der gør, at hun nogle gange kommer for tæt på. For tæt på beboeren og for langt fra sin professionelle rolle.

Det oplevede hun den første uge på hospice. Her mødte hun Kaj.

 

Privat og professionel – Afskedsmiddag

Hør Irenes fortælling om afskedsmiddagen.

 

”Kommer du over med min bolle?” råber han fra stuen.

Irene kom dagligt over med en bolle og en kop te til ham. Således også i dag. Hun sætter sig hos ham.

De snakker.

Snakker om den menu, han ønsker, når hans familie kommer på besøg om et par dage.

Først flæskesteg, senere citronfromage og kransekage.

Kaj, hed han. Beboeren over for køkkenet.

kage
irene 1
mad22

Kaj var frisk. Sådan virkede han i hvert fald på Irene. Men da familien var samlet til middag, smuldrede billedet.

”Kaj er død,” siger sygeplejersken, da Irene kommer tilbage til bordet med mere sovs til flæskestegen.

Hun blev vred. Irene. Hvis det skulle være på denne måde, så gad hun slet ikke arbejde her. Han var jo frisk. Og tænk at dø midt i maden. Midt i flæskestegen.

Hun forstod det ikke. Hun lavede, hvad hun elskede. Kræsede for maden. Hyggede for beboerne.

Men hun glemte en detalje.

”Jeg kunne bare have hørt efter. Han sagde faktisk, at det var hans afskedsmiddag,” siger hun til sig selv den dag i dag.

Oplevelsen med Kaj blev en lærerrig oplevelse. På den korte tid knyttede hun et bånd til manden over for køkkenet. Den professionelle parade blev for en stund sænket, og det kunne mærkes.

 

Hun bliver ked af det.

Farer ind i køkkenet og begynder at stortude.

Finder sin telefon frem og ringer hjem til sin mand. Hendes stemme ryster, og hun har svært ved at samle sig. Manden tror først, at der er sket noget med hende. At hun er kørt galt. Men det er ikke Irene, der er sket noget med. Det er Kaj.

”Han er død,” siger hun i telefonen.

Ordene falder på plads på den anden side af linjen. Han svarer.

”Jamen, er det ikke det, man skal?”

 

Privat og professionel – Queen & Pinã Colada

Hør Karins fortælling om Queens & Pinã Colada.

 

Han løfter hagen, strækker nakken for at nå vinduet. Han er lam – fra nakken og ned. Men han ryger stadig.

Karin sidder med en kop kaffe. Klar til at samle cigaretten op, hvis den skulle falde ud af munden på ham. De er jævnaldrende, et enkelt år skiller dem ad.

Han er ingeniør. Lynende intelligent på trods af hans fremskredne sygdom.

De snakker om dengang de var unge, den musik de hørte, og de drinks de drak. Pinã Colada og Queens. Hun har det som om, hun sidder med en ven. En god ven som hun kan snakke gamle dage med.

”Kan du huske dengang, at….” Som i et afsnit af Klassefesten.

Karin tager en tår af sin kop. Ikke Pinã Colada, men kaffe. Virkeligheden rammer hende.

”Den skal spilles, når jeg dør,” siger han.

Paf.

Gymnasieminderne bliver skudt i baggrunden. Pludselig er hun på arbejde igen. Han henviser til We Are the Champions eller The Show Must Go On med Queens.

Hun tænker, at hun hellere må tage et skridt tilbage. Lade en anden sygeplejerske passe ham.

 

Oplevelsen minder om Irenes. Grænsen mellem privat og professionel blev mudret. Beboeren kom for tæt på. Men hvor går grænsen? Tager du med til beboerens begravelse, forsøger du at klinke beboerens forliste forhold sammen igen?

Hver medarbejder tager stilling til, hvor deres grænse går.

Trine har tidligere spillet harpe til beboeres begravelser.

Karin har besluttet ikke at gå den vej. For hende bliver grænsen på den måde usynlig igen. Hvilken begravelse tager jeg til, hvilken dropper jeg. Det er derfor, at hun heller ikke siger tillykke til folk på Facebook.

For tænk, hvis hun en dag glemmer en.

 

Siger man ’vi ses’ på et hospice?

Spørger Karin sig selv. Hun tænker lidt. Det tror hun ikke. For det er jo ikke sikkert, at man ses igen.

”Det er jo ikke sikkert, at beboeren er der næste gang, jeg er på arbejde. Der kan hun være død,” siger hun.

 

Hun rejser sig i sengen. Beboeren. De to puder falder fra nakken til lænden. Hun hiver efter vejret. Puster ind, puster ud. Puster ind, puster ud, men langsommere.

Nu dør hun. Trine trækker ikke en mine. Hun spiller videre.

Hendes øjne er lukket i, men hun ser alt. Mærker stemningen i rummet, sætter tempoet på musikken en smule ned. Hun ved, at hun ikke skal stoppe med at spille.

Knipsene fortsætter.

Musikanmeldere skulle høre mere harpe. For de tager fejl. De tager fejl, når de betegner den moderne r’n’b-musik som drømmende.

Det her er drømmende. De små knips, der skaber den store lyd. De små knips, der får tankerne til at flyve. De små knips, der kan få os til at glemme og begynde at drømme.

Vi kan drømme. Os, hvis fremtid, der ikke er sat en akut grænse for. Men for beboerne, de døende, så eksisterer fremtiden ikke. Nuet er det eneste, De har. Det er her, De lever.

”Kun i nuet kan vi føle nærvær,” siger Trine.

Det er måske derfor, at hun synes, nuet er det bedste sted at være på jorden. Fordi det er her, freden for beboeren kan ske.

 

Og langsomt indtræffer den igen.

Freden.

Som nyfalden sne dækker den overfladen og efterlader et glansbillede af fejlfrie omgivelser. Beboeren lægger sig fladt i sengen igen. Puster ind, puster ud.

Normalt.

Øjeblikket er ubetaleligt, tænker Trine. Det er derfor, hun arbejder her. For disse øjeblikke, hvor nuet står så stærkt.

 

Hun åbner øjnene.

Sidder fortsat roligt med harpen. Det skal man være som hospiceansat. Rolig.

Du skal være ydmyg over for det menneske, du har med at gøre. Du skal kende din rolle. Din rolle som beboerens sidste lyd, sidste samtale, sidste smag. Som beboerens sidste erindring. Det gælder for sygeplejersken, køkkenlederen og harpeterapeuten.

Karin, Irene og Trine.

 

Hun vender hovedet og nikker til mig.

Det har vi aftalt på forhånd. Det betyder, at jeg skal gå. De sidste 10 minutter vil hun gerne have alene med beboeren.

Jeg lister ud. Forbi det røde Pink Lady æble, forbi badeværelset på højre hånd. Forbi Trine, forbi beboeren i sengen.

 

Jeg siger det ikke. Men jeg tænker det.

Vi ses.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *